Nordøst Grønland 2023

Jeg er tit blevet spurgt om jeg har sejladsplaner med det gode skib. Det har jeg altid haft, men de har været så langt ude i fremtiden at mine svar har været undvigende. MEN....

ALOTRIA HAR FÅET NY RIG, NYE SEJL, OG JEG HAR FÅET EN IDE!

Jeg har altid været fascineret at Jørn Riels skrøner om Grønlandske fangere. Og efter at have læst "Logen" tænkte jeg at det ville være stort at komme til Ella Ø og modtage eller uddele en "Emma" medalje. Jørn Riel og "Greven" er ikke længere på Ella Ø, men Ella Ø er der stadig, og vi må selv kunne stampe en medalje op af jorden (og et par flasker Svarta Dødan). Desuden har jeg kun hørt godt om sejlads i Grønland, og der er jo mindre is end der var i Jørn Riels tid deroppe....

Jeg er overbevist om at dette projekt, som stort set alle andre jeg har begivet mig ud i, er undervurderet ift. hvad der kræves. Men eventyrlysten er der stadig og selv hvis det ender med at vi ikke gør os fortjent til en "Emma" er jeg overbevist om at forsøget på at gøre det, vil give nogle fantastiske oplevelser. Undervejs vil det være naturligt at stoppe i Norge, på Færøerne og Island. Måske kan vi nå nogle af disse destinationer før 2023 når vi øver os...

2023 er forholdsvis realistisk ift. den store tur, så nu er spørgsmålet om jeg kan finde andre tosser der er friske på sådan en tur. Den første udover mig selv har allerede meldt sig ;-)